Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, kollegialt råd, der 1660-1848 udgjorde det øverste ledelsesorgan for den dansk-norske og efter 1814 for den danske orlogsflåde. Kollegiet blev dannet i 1660 efter svensk forbillede og erstattede et admiralitet oprettet 1655.
Admiralitets- og Kommissariatskollegiet havde den administrative og kommandomæssige ledelse og var sammensat af både militære og civile deputerede.
Den operative ledelse af udrustede flåder lå hos den øverste admiral. De kommando- og personelmæssige forhold, admiralitetssagerne, og de forsynings- og økonomimæssige forhold, kommissariatssagerne, var skiftevis underlagt et fælles kollegium og havde hver sit kollegiale råd.
Fra 1677 og frem til 1712 var kommissariatssagerne i perioder sammenlagt i et fælles kollegium for land- og søetat. Fra 1712-84 var der i perioder etableret et særskilt Søetatens Generalkommissariatskollegium.
I 1848 afløstes Admiralitets- og Kommissariatskollegiet af Marineministeriet, senere Forsvarsministeriet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.