ACTH

ACTH, adreno-kortikotropt hormon, ('det binyrebark-rettede hormon'), kortikotropin, hypofysens stresshormon. ACTH frigøres ved fysiske, kemiske og/eller følelsesmæssige belastninger og stimulerer binyrebarkens produktion af hormoner, specielt kortisol. Det får også fedtvæv til at frigive fedtsyrer til blodet. Enkelte celler i luftveje og mave-tarm-kanal producerer små mængder ACTH. Bliver sådanne celler til kræftsvulster, kan de undertiden producere meget store mængder ACTH, hvilket kan føre til sygdommen Cushings syndrom.

Frigivelsen af ACTH styres dels af kortisolkoncentrationen i blodet og dels af nerveimpulser og hormoner fra hypofysens nærmeste område af hjernen, CRH (corticotropin releasing hormone) og vasopressin.

ACTH er et peptid, opbygget af 39 aminosyrer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig