ABC, American Broadcasting Company, amerikansk tv- og radioselskab, som leverer programmer til lokale selvstændige stationer over hele USA og dermed danner et landsdækkende netværk. ABC har sammen med CBS og NBC (og Fox fra 1986) domineret tv i USA siden 1950'erne. Selskabet blev dannet i 1943, da slikfabrikanten Edward J. Noble købte det ene af NBCs to daværende radionetværk og i 1953 fusionerede det med biografkæden United Paramount Theatres. Ændret medielovgivning i 1980'erne åbnede for trustdannelse, hvilket muliggjorde medieinvestoren Capital Cities' køb af ABC i 1985 og fusionen med den multinationale underholdningskoncern Disney i 1995.

Faktaboks

Etymologi

American Broadcasting Company

ABC var indtil 1970'erne det svageste af de tre tv-netværk, men klarede sig med nyskabende initiativer, bl.a. en aftale med Disney om filmproduktion direkte til tv i 1954. Desuden begyndte ABC fra 1960 at optage og udsende dramatik på film, hvilket afsluttede den hidtidige direkte tv-sending. En omfattende sportsdækning (bl.a. De Olympiske Lege) var også nyt. Fra 1970'erne fik ABC succes med komedieserier programsat efter hinanden i den bedste sendetid, prime time, og med dyre miniserier som fx kæmpesucceserne Roots (1977, Rødder) og Thornbirds (1983, Tornfuglene), der blev vist over otte hhv. fire aftener i træk. I 1980'erne blev ABCs nyhedsdækning førende, bl.a. på udlandsstoffet i Ted Koppels dybdeborende Nightline, sendt første gang i 1980. ABC Radio havde et bredt programudbud på AM-stationer, indtil lytterne i løbet af 1980'erne gik over til musik på FM. ABC skiftede til taleprogrammer, talk-radio, bl.a. med en række konservative kommentatorer. I 2007 blev radioselskabet solgt til Citadel Broadcasting Corp. med ABC som fortsat leverandør af nyhedsstoffet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig