trappe

Trappe, forbindelsesled mellem to eller flere niveauer bestående af flere på hinanden følgende trin samlet i trappeløb, som spænder fra repos, trappeafsats, til repos. Der er en række forskellige trappetyper: ligeløbstrapper med eller uden indskudt repos, kvartsvingstrapper, halvsvingstrapper, toløbstrapper med eller uden skæve trin i overgangen til reposerne, treløbstrapper, vindeltrapper, hvis vandrette projektion danner en cirkel eller en ellipse eller udsnit heraf, og spindeltrapper, hvis vandrette projektion også danner en cirkel eller udsnit heraf, men hvis radiært stillede trin samles med eller selv danner en søjle (spindel) i centrum.

En trappes hældning bestemmes af forholdet mellem stigning, som er den lodrette højde fra overkanten af et trin til overkanten af det næste, og grund, som er det vandrette mål fra forkanten af et trin til forkant af det næste. Stigningen, der oftest ligger mellem 17 og 21 cm, fastlægges med udgangspunkt i etagehøjden, idet den skal være den samme for alle trin. Grunden fastlægges sammen med stigningen under hensyntagen til normal skridtlængde. En gammel regel siger, at summen af to stigninger og én grund skal være 1 alen (ca. 63 cm). Det opnås fx, hvor grund og stigning begge er 21 cm, hvilket giver en relativt stejl trappe. En trappe med grund på 27 cm og stigning på 18 cm er langt mere behagelig at gå på, men kræver også mere plads. Trapper med skæve trin snøres op (konstrueres), så alle trin har samme grund i ganglinjen, hvilket medfører, at skæve trin får mindre dybde ved forvangen og større dybde ved bagvangen.

Kravene til styrke, brandsikkerhed og bekvemmelighed er lovbestemte og varierer med anvendelsen og den betydning, man tillægger trappen. Kravene vil sammen med hensynet til æstetik, pladsforhold og pris være bestemmende for trappetype og for valg af materialer, som kan være beton, træ, stål eller natursten.

Siden 1930'erne er der i Danmark næsten udelukkende anvendt betontrapper i etageejendomme. Fra midten af 1950'erne blev trapperne standardiserede og fremstillet som elementer med trappeløb og reposer, hver støbt i ét stykke, montageklare og med færdige overflader. Træ- og ståltrapper anvendes i dag overvejende i småhuse og som interne forbindelser. Indtil 1930'erne blev også etagehustrapperne udført af træ fremstillet i enkeltdele på værksted og samlet på byggepladsen.

Hovedelementerne i trætrapper er trin, som er trappens trædeflader, for- og bagvanger, som er udvendige, bærende sideflader, hvorpå trinene hviler (forvangen mod trappelysning og bagvangen mod væg), og rækværk som værn mod nedstyrtning ved forvangen.

I den klassiske trætrappe er trinene sædvanligvis stemt ind i de parallelt stillede for- og bagvanger, og der er lukket mellem trinene med lodret stillede stødtrin. Ved opsadlede trapper, som er sjældnere, er trinene lagt oven på vangerne, hvis overside er tildannet, så de svarer til trappens grund og stigning.

Rækværket består traditionelt af en håndliste båret af balustre fastgjort til forvangen. Rækværket har gennem tiderne været dekorativt forarbejdet i overensstemmelse med periodernes skiftende stiltræk. Ved trappens nederste og øverste trin og i visse tilfælde ved reposerne kan der være udført mæglere, dvs. cylindriske, kvart- eller halvcylindriske søjler, der formidler overgangen mellem trappeløb og reposer.

Vindeltrapper kan være fritstående og udført således, at for- og bagvanger begge er krumme og begge spænder frit fra etage til etage. De kan også være indpasset i et trapperum, hvor bagvangen ligesom ved den traditionelle trappe er fastgjort til og følger trapperummets vægge.

Spindeltrapper kan være fritstående og udført, så den centralt stillede spindel alene bærer trinene. Spindeltrappen kan også være indbygget i et trapperum, der har trappens runde form, så trinene kan spænde fra spindel til væg.