Håndspinding er fremstilling af garn (tråd) ud fra løse fibre ved håndkraft og vha. enkle redskaber. I sin simpleste form foregår håndspinding, ved at spinderen triller fibrene mod fx sit lår med den ene hånd, mens den anden hånd trækker fibermassen ud til en tynd væge.
Det er en fordel at have en pind at vinde det spundne garn op på, og herfra er der ikke langt til at frembringe snoningen ved at trille pinden mod låret. En klump ler eller en anden vægt på pinden gør den tungere og mere stabil. Herved opstår håndtenen, der gennem årtusinder over hele verden har været eneste redskab til fremstilling af alt garn til fx beklædning, fiskenet og skibssejl.
Håndtenen findes i et utal af variationer med tenvægten, der kan være af træ, keramik, sten, metal m.m., siddende enten nederst, øverst eller midt på pinden. En håndten kan være beregnet til at bruges hængende eller støttet, det sidste bl.a. til spinding af meget tynde garner.
På et tidspunkt i historien anbringes tenen vandret mellem to holdere og drejes vha. et hånddrevet hjul og en drivrem over tenvægten, der hermed omdannes til snorskive. Opfindelsen af denne spinderok, skotrokken, ser ud til at være sket i Indien, muligvis med afsmitning fra Kina, hvor et lignende redskab har været brugt til afhaspning af silketråde fra kokoner. Skotrokken kendes endnu i dag i forskellige udgaver, fx den indiske charka og den færøske vægrok.
På håndten og skotrok sker håndspindingen i to tempi: Fibrene strækkes og snos, hvorefter garnet vindes op.
I 1500-t. videreudvikles spinderokken (se rok) i Europa til træde- eller vingerokken, der er konstrueret til samtidig snoning og opvinding. Tenen består af en spole, der drejer med én hastighed, mens en vinge hen over spolen kører enten lidt langsommere eller lidt hurtigere.
Det spundne garn går gennem piben op over en af krogene på tenvingen og ned til spolen. Herved vikles garnet omkring spolen, samtidig med at tenens drejning snor fibrene til garn. Udstrækningen af fibrene sker fortsat mellem spinderens hænder, mens trædepladen (trampen) vha. foden holder hjulet i gang.
Ved spinding på håndten bærer spinderen ofte fibrene viklet om en såkaldt rok, en stok, der er stukket i bæltet. Så er begge hænder fri til udstrækning af fibrene og drejning af håndtenen. Denne rok er fulgt med over til træderokken som hørhoved og har i Skandinavien givet navn til hele redskabet.
Efter spinding kan man bruge garnet direkte fra ten eller spole, evt. efter tvinding (se garn), men hvis det skal vaskes og evt. farves før brug, haspes det af, dvs. vindes omkring en garnhaspe, så det danner et bundt, tidligere benævnt et fed. Til handelsbrug skulle et fed indeholde en bestemt længde garn (i Danmark 150,6 m for uld og 264 m for hør).
Som materiale til håndspinding har været anvendt alle slags animalske og vegetabilske fibre, der har den nødvendige styrke og længde med uld, bomuld og hør som de vigtigste. I små mængder har uld og bomuld kunnet spindes direkte uden videre behandling, men i større mængder spindes de først efter rensning, blanding og kartning, evt. kæmning. Hør gennemgår en lang række behandlinger sluttende med hegling, før den er klar til spinding.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.