William Thomas Cosgrave, 6.6.1880-16.11.1965, irsk politiker. Cosgrave deltog i Påskeoprøret 1916 og blev indenrigsminister i det irske parlament Dáil Éireann, hvor han 1921 støttede den anglo-irske traktat. I 1922 blev han formand for parlamentet og derpå leder af den provisoriske regering. Ved den irske fristats oprettelse i december 1922 blev han formand for eksekutivrådet (statsminister). I 1923 grundlagde han partiet Cumann na nGaedheal (Gælernes Samfund), der gik ind for traktaten og i ti år var regeringsparti. Efter to valgnederlag i 1932-33 blev partiet reorganiseret under navnet Fine Gael (Gælernes Stamme), der som forgængeren støttede sig på erhvervslivet, de liberale erhverv og de større landmænd. Cosgrave måtte afgive formandsposten, men fik den igen i 1935 og ledede partiet i opposition frem til 1944.