Richard Hertwig var en tysk zoolog. Han var professor i Königsberg fra 1881, i Bonn fra 1883 og fra 1885 til 1925 i München.
Richard Hertwig var den første, der viste, at man kunstigt kunne stimulere igangsætning af udviklingen hos søpindsvineæg (kunstig partenogenese), og han bidrog væsentligt til forståelsen af konjugationen hos ciliater. Han videreudviklede læremesteren Ernst Haeckels teori om cølomdannelsen og fremsatte sammen med broderen Oskar Hertwig den såkaldte kimbladsteori, efter hvilken samtlige organer hos de mere kompliceret byggede dyr dannes ud fra kun tre basale kimlag, endoderm, mesoderm og ektoderm, som uddifferentieres tidligt i fosterudviklingen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.