Paul Dukas, 1865-1935, fransk komponist. Paul Dukas blev uddannet ved Pariserkonservatoriet, hvor han studerede komposition hos E. Guiraud (1837-1892), men han opnåede aldrig den eftertragtede Romerpris og forlod konservatoriet i 1889.
Efter at have skrevet flere ouverturer og en symfoni fik Paul Dukas i 1897 sit gennembrud med den "symfoniske scherzo efter en ballade af Johann Wolfgang Goethe" L'Apprenti sorcier (Troldmandens lærling).
Den overordentlig selvkritiske komponist udgav kun få værker, heriblandt en sonate og et variationsværk for klaver, operaen Ariane et Barbe-Bleue (1907) til tekst af Maurice Maeterlinck og, som hans sidste udgivelse, balletten La Péri (1912).
Paul Dukas var i flere år musikkritiker og underviste i orkestrering og komposition ved konservatoriet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.