Nationaldemokratische Partei Deutschlands, navn på to politiske partier, et i Øst- og et i Vesttyskland. Det østtyske, NDPD, blev grundlagt af Det Socialistiske Enhedsparti, SED, i 1948 for at integrere tidligere NSDAP-tilhængere og indgik i den borgerlige blok af partier, der støttede det kommunistiske regime; det indgik i 1990 i FDP. Det vesttyske, NPD, blev grundlagt i 1964 som samlingspunkt for nynazister og andre højreekstremister. I de første år havde NPD en del fremgang ved landdags- og kommunalvalg, men det opnåede ikke sæde i Forbundsdagen i 1969 og mistede derefter indflydelse. I 1990'erne begyndte partiet dog at vinde tilhængere og blev en dominerende kraft på den yderste højrefløj.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.