Jan Fridegård, 1897-1968, svensk forfatter, en af autodidakterne og "statarne", dvs. de dårligst stillede landarbejdere. Upplands gamle kulturlandskab indrammer de selvbiografiske islæt i flere af hans bøger. Romantrilogien om Lars Hård fra 1930'erne (samlet udg. 1942, da. 1944) er en dannelsesroman med baggrund i statarmiljøet. Fra en ublid start i Jag Lars Hård går Lars' dannelsesvej via fængslet i Tack för himlastegen mod Barmhärtighet, hvor han begynder at forsones med tilværelsen og finde sig selv. I den historiske romantrilogi fra 1940'erne — Trägudars land (1940, da. De blev fri, 1943), Gryningsfolket (1944, da. Gryets Folk, 1946) og Offerrök (1949, da. Gudernes kamp, 1951) — skildres vikingetidens trælle som nutidens arbejderklasse i svøb. Trods det kritiske syn på fortidens herrer rummer værket dog mere end klassekamp, bl.a. inspiration fra anarkisme, primitivisme og mystik. I sin sidste roman, Hallonflickan (1968), foretager Fridegård en helt spiritistisk rejse gennem fjerne tider for at nå frem til klarhed.
Jan Fridegård
Faktaboks
Jan Fridegård
- Født
- 1897
- Død
- 1968
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.