Gwalior, by i delstaten Madhya Pradesh i Indien; 1,05 mio. indb. (2011). Gwalior ligger lige syd for Gangessletten og var i 200 år frem til Indiens selvstændighed i 1947 hovedstad i det magtfulde fyrstendømme af samme navn.

Byen domineres af et næsten 3 km langt fort på en 90 m høj klippe. Blandt fortets monumentale bygninger er seks templer, bl.a. det 30 m høje Telika Mandir Vishnu-tempel, og seks paladser, heriblandt det yndefuldt udsmykkede Man Mandir-palads. I den gamle bydel NØ for fortet ligger Fredagsmoskéen og Mohammad Gauds grav. I den nyere bydel syd for fortet ligger det enorme Jai Vilas-palads opført 1872-75 i italiensk paladsstil; dele af det er nu museum, mens en anden del fortsat bebos af Maharajaen af Gwalior.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig