Faktaboks

Carl Christian Vogel von Vogelstein
Født
1788
Død
1868

Carl Christian Vogel von Vogelstein. Den tyske forfatter Ludwig Tieck, en hovedskikkelse i den tyske romantik; maleri af Vogel von Vogelstein, ca. 1830. Nationalgalerie, Berlin.

.

Carl Christian Vogel von Vogelstein, 1788-1868, tysk maler. Efter studier ved kunstakademiet i Dresden fra 1804 virkede Vogel von Vogelstein 1808-12 som portrætmaler i Sankt Petersborg.

1813-20 var han i Rom, hvor han dyrkede omgang med nazarenerne. I 1820 blev han professor ved kunstakademiet i Dresden, og i 1824 blev han tillige hofmaler.

I dag er Vogel von Vogelstein mest kendt for sine portrætter af tidens kendte kunstnere. Han malede Bertel Thorvaldsen flere gange; mest kendt er Thorvaldsen i San Luca Akademiets kappe (1814-15, Thorvaldsens Museum).

I juli 1841 sad H.C. Andersen model for kunstneren i Dresden i forbindelse med en portrættegning til det kongelige kunstkammer (nu i Staatliche Kunstsammlungen, Dresden).

Vogel von Vogelstein udførte desuden flere udsmykningsopgaver, bl.a. til slottet Pillnitz ved Dresden. Fra 1853 virkede han i München.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig