Albert Edelfelt var en finsk maler. Albert Edelfelt studerede i Helsinki og Antwerpen, og som en af de første finske malere rejste han i 1874 til Paris.
Albert Edelfelt skildrede især det finske folkeliv og lod sig i Paris inspirere af Gustave Courbet og Jules Bastien-Lepage.
Han var en mangesidig kunstner, der med forkærlighed for det detaljerede og med stor grundighed malede både heroiske fremstillinger af jævne folk, fx På havet (1883, Göteborgs konstmuseum), historiske scener som Det russiske flådebesøg i København 1890 (Præsidentpaladset, Helsinki) og bibelske scener som Kristus og Magdalena (1890, Ateneum, Helsinki) og portrætter af bl.a. Louis Pasteur (1885, Versailles).
Desuden illustrerede Albert Edelfelt nationalistisk finsk litteratur som Fenrik Ståls sägner (1898-1900).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.