A.N. Whitehead

I årene efter Principia ventes Whiteheads opmærksomhed i stigende grad mod videnskabens forudsætninger. Det skete med udgangspunkt i flytningen fra University of Cambridge til Imperial College i London, hvor han fra 1914 til 1924 fungerede som professor i anvendt matematik. Som medlem af det Aristoteliske Selskab kom Whitehead i denne tid i kontakt med videnskabsfolk og filosoffer som Samuel Alexander, C. Lloyd Morgan, og Percy Nunn.

Hans egen videnskabsfilosofi -- som tog form i essays præsenteret ved selskabets møder -- bar særligt præg af påvirkningen fra Alexander samt den amerikanske psykolog og filosof William James. Ligesom Alexander og James mente Whitehead, at al erkendelse grunder i erfaring. Han søgte derfor i tidlige videnskabsteoretiske værker som Enquiry Concerning the Principles of Natural Knowledge og The Concept of Nature at etablere en begrebsmæssig ramme, som både kunne indbefatte samtidens videnskabelige gennembrud og hverdagens almenmenneskelige erfaringer.

Whitehead anså det med andre ord for at være et udtryk for fundamentale logiske modsigelser, hvis vi på den ene side medgiver, at den moderne videnskab angiver et retvisende billede af virkeligheden, men på den anden side ikke kan få det billede til at indebære os selv, vores tanker, og vores væremåder.

I Science and the Modern World (1925) forklarer han naturvidenskabens grundbegreber og love på grundlag af den radikale empirisme (se William James).

I Process and Reality (1929) beskrev Whitehead mere eksplicit og formelt et verdensbillede, hvor alting grundlæggende opfattes som processer. Alting består ifølge denne tankegang af mere og mindre integrerede processer, og virkeligheden har ikke noget egentligt fundament, men enhver proces er derimod funderet på andre processer på kryds og tværs i det uendelige.

• videnskabsteori
• William James
• Samuel Alexander