A.N. Whitehead

Faktaboks

A.N. Whitehead
født:
15. februar 1861
død:
30. december 1947

A.N. Whitehead, Alfred North Whitehead, 15.2.1861-30.12.1947, britisk matematiker og filosof, professor 1914-24 i London, 1924-37 ved Harvard.

Sammen med Bertrand Russell skrev han Principia Mathematica (1910-13), der søgte at vise, at matematikken kan reduceres til logik. I Science and the Modern World (1925) forklarer han naturvidenskabens grundbegreber og love på fænomenalistisk grundlag (se fænomenalisme).

I sit metafysiske hovedværk, Process and Reality (1929), opstiller Whitehead en organicisme, idet en holisme er nødvendig ikke alene for beskrivelsen af de levende organismer, men for hele virkeligheden (se panenteisme).

I sin metafysik forkaster han substansbegrebet til fordel for et procesbegreb: En ting er blot et kompleks af samtidige processer med en vis varighed. Hans bog Religion in the Making (1926, da. Religionens tilblivelse, 1995) fik stor betydning for procesteologiens udvikling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig