-Nom, -nomi, nomo-, græske og internationale sammensætningsled.

Faktaboks

Etymologi
Sammensætningsleddet -nom kommer af: (1) græsk -nomos 'som ordner, fordeler', af nemein 'ordne, fordele'; (2) græsk nomos 'lov, ordning'.

Afledt af betydning 1) angiver -nom personer eller apparater, som ordner noget, fx astronom egl. om person, der "ordner" stjernebillederne, og metronom om taktmåler, af metron 'mål'.

Med betydning 2) dannes adjektiver, fx autonom 'selvbestemmende' og modsætningen heteronom 'undergivet en andens lov'.

Det substantiviske led -nomi, der udtrykker en tilsvarende virksomhed eller egenskab, kan afledes både af betydning 1), fx astronomi, og af betydning 2), fx autonomi.

Forleddet nomo- af betydning 2) bruges om lovmæssigheder, fx nomotetisk 'lovskabende'.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig