øresæler

Øresæler. Galápagossøløven er en stærkt truet art.

.

Øresæler. Stellers søløve (Eumetopias jubatus), han med et harem af hunner.

.

Øresæler, Otariidae, familie i sælordenen (Pinnipedia). Øresæler kendes fra ægte sæler på de ydre ører, en tyk, tolaget, sortbrun pels og delvis ubehårede for- og bagluffer, der er ret frit bevægelige; øresæler "går" på alle fire, når de er på land. Hannerne er større end hunnerne; de opretholder og forsvarer territorier og samler hunnerne i et harem.

Øresæler lever fortrinsvis af fisk og blæksprutter, men også andre hvirvelløse dyr. Pga. pelsen er flere arter blevet jaget, og nogle næsten udryddet. Der er 15 arter i 7 slægter. Man skelner mellem søløver (Otariinae, 6 arter) og pelssæler eller søbjørne (Arctocephalinae, 9 arter).

Søløver

Øresæler. Nordlig pelssæl (Callorhinus ursinus).

.

Stellers søløve (nordlig søløve, Eumetopias jubatus) lever i det nordlige Stillehav. Hanner bliver op til 3,3 m lange og kan veje op mod 1000 kg, hunner 2,5 m og 273 kg. Californisk søløve (Zalophus californianus) lever langs USA's og Mexicos Stillehavskyster, mens Galápagossøløven (Z. wollebaeki) lever ved Galápagosøerne. Hanner bliver op til 2,4 m og vejer op til 390 kg. Sydamerikansk søløve (mankesæl, Otaria byronia) findes ved kysten af Sydamerika fra Peru rundt om Kap Horn til det sydlige Brasilien. Hannerne bliver 2,8 m og kan veje 350 kg. Australsk søløve (Neophoca cinerea) findes ved Australiens sydlige kyster. Hanner bliver 2,5 m og vejer op til 300 kg. Hookers søløve (Phocarctos hookeri) lever ved New Zealand og på antarktiske øer syd for. Hanner bliver 3,3 m og kan veje 400 kg.

Pelssæler (søbjørne)

Nordlig pelssæl (nordlig søbjørn, Callorhinus ursinus) lever i det nordlige Stillehav. Hanner bliver 2,1 m og vejer op til 270 kg, hunner 1,5 m og 50-60 kg. Guadaloupe-pelssæl (Arctocephalus townsendi) lever ved det sydlige Californiens og Mexicos Stillehavskyst. Hanner bliver op til 1,9 m og vejer op til 170 kg. Juan-Fernández-pelssæl (Philippi-søbjørn, A. philippii) findes ved Juan Fernández-øerne ud for Chiles kyst. Hanner bliver 2,2 m og vejer op til 159 kg. Galápagos-pelssæl (A. galapagoensis) findes ved Galápagosøerne. Hanner er op til 1,6 m og vejer op til 70 kg. Sydamerikansk pelssæl (A. australis) findes langs Sydamerikas kyst fra Peru til det sydlige Brasilien. Hanner bliver 1,9 m og vejer op til 200 kg. Newzealandsk pelssæl (A. forsteri) lever ved New Zealand og Australiens sydkyst. Hanner bliver 2 m og vejer 200 kg. Subantarktisk pelssæl (A. tropicalis) findes vidt udbredt i et subantarktisk bælte ved Sydafrikas, Argentinas og Australiens sydlige kyster. Hanner bliver 1,8 m og vejer 165 kg. Antarktisk pelssæl (Kerguelen-pelssæl, A. gazella) findes i et bælte rundt om Sydpolen, længere mod syd end den subantarktiske art. Hanner er op til 2 m og vejer 230 kg. Afro-australsk pelssæl (sydafrikansk pelssæl, A. pusillus) findes ved Sydafrika og Australien. Hanner bliver 2,3 m og vejer 360 kg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig