udenrigspolitik - Mål, definitioner og retninger

Udenrigspolitik er staters politik over for omverdenen. Udenrigspolitik adskiller sig på den ene side fra international politik, dvs. samspillet mellem staters og andre aktørers politikker i det internationale system, og på den anden side fra transnational politik, dvs. ikke-statslige aktørers politiske adfærd på tværs af grænserne.

Udenrigspolitik kan opfattes som en politik, der har til formål at regulere samspillet mellem et samfund og dets omgivelser. Regeringen er placeret mellem de ydre omgivelser, dvs. det internationale system, og de indre omgivelser, det nationale samfund, og søger dels udadtil at varetage, hvad den opfatter som nationale interesser, dels at skærme disse interesser imod uønsket indflydelse udefra. Fænomener som integration og globalisering gør dog denne "ledvogter"-funktion stadig vanskeligere.

Mål

Mål for en udenrigspolitik er dels indflydelse over de ydre omgivelser, dels autonomi i forhold til dem. Mere specifikt kan der skelnes mellem tre forskellige udenrigspolitiske mål: Sikkerhed er ambitionen om at bevare den nationale suverænitet og den territorielle integritet over for ydre trusler; velfærd dækker ønsket om at fremme et samfunds økonomiske interesser i den internationale arbejdsdeling, mens værdifremme sigter på at udbrede ideelle værdier, der spiller en rolle på nationalt plan, fx demokrati, til det internationale samfund.

Definitioner af udenrigspolitik

Hvad der bestemmer en udenrigspolitik, er teoretisk omstridt. For de såkaldte realister er det enten den nationale interesse eller den selvhjælp, som det internationale systems anarkiske natur tvinger staterne til. For liberalister er udenrigspolitik udtryk for samfundsmæssige interesser, som samles i den politiske proces og af beslutningstagerne formuleres som statslig udenrigspolitik. Endelig opfatter marxister udenrigspolitik som udtryk for den kapitalistiske klasses interesse.

Tre modeller

Et forsøg på at systematisere forklaringerne på en udenrigspolitiks tilblivelse er Graham T. Allisons (f. 1940) skelnen mellem tre modeller. I den rationelle aktørmodel formuleres udenrigspolitik ved en rationel proces af beslutningstagere, der dels besidder en høj grad af information, dels er relativt uafhængige af deres hjemlige omgivelser. Udenrigspolitik bliver herved til ved en kølig afvejning af problemer, mål og midler. Organisationsmodellen fokuserer på udenrigspolitik som et "produkt" (output) fra forskellige regeringsorganer, der hver har deres bureaukratiske rutiner og adfærdsmønstre. Endelig ser bureaukratisk politik-modellen udenrigspolitik som et resultat af en politisk proces mellem forskellige aktører med hver deres problemopfattelser og målsætninger; resultatet svarer ikke nødvendigvis til nogen af deltagernes præferencer.

Udenrigspolitiske retninger

Der er to hovedretninger i studiet af udenrigspolitik.

Komparativ udenrigspolitik

Hovedeksponenten for den komparative udenrigspolitik er James N. Rosenau, der i 1960'erne gjorde sig til talsmand for en videnskabelig teori, der ved hjælp af den komparative metode skulle formulere generelle udsagn om de faktorer, der bestemmer en stats udenrigspolitik. Rosenau pegede på staternes størrelse, deres økonomiske status og deres politiske system som grundlæggende forklaringer på deres udenrigspolitik. Med inspiration fra behaviorismen defineredes udenrigspolitik som en adfærd, der kan iagttages og måles. Man har derfor søgt at nå frem til generelle teoretiske udsagn ved statistiske analyser af omfattende databaser om staternes udenrigspolitiske adfærd. Herigennem er der opnået en række interessante delresultater, men nogen samlet generel udenrigspolitisk teori er det ikke blevet til.

Beslutningsteori

Den anden hovedretning er beslutningsteorien. Den blev formuleret i 1950'erne af Richard Snyder (1916-97) m.fl., der pegede på, at udenrigspolitik måtte forstås ud fra beslutningstagernes opfattelse af deres omgivelser og de værdier, som motiverer dem. Metoden var derfor grundlæggende at sætte sig i beslutningstagernes sted og forstå deres handlinger indefra. Dette har medført en betydelig interesse for perceptionsteorier og for psykologisk inspirerede teorier om strukturen i beslutningstagernes udenrigspolitiske opfattelser, fx deres såkaldte operationelle koder.

Et eksempel på en konkret beslutningsteori er Michael Brechers (1925-2022) opfattelse af udenrigspolitik som bestemt af spændingen mellem beslutningstagernes psykologiske omgivelser, dvs. deres opfattelse af omverdenen, og deres operationelle omgivelser, dvs. omgivelserne, som de "virkelig" er.

En anden variant er teorier om kriseadfærd, der fokuserer på de særlige vilkår, som internationale kriser skaber i form af forhastede beslutninger pga. stress.

Man er ikke nået frem til en generel teori inden for den udenrigspolitiske forskning; hovedtendensen omkring 2000 er formulering af såkaldte middle-range-teorier med udgangspunkt i beslutningsteorien.

Læs mere i Den Store Danske

Danmark (internationale forbindelser)

Kommentarer (1)

24. august skrev Finn Andersen

Michael Brecher døde sidste år.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.