Den nationale interesse, begreb, der særlig knytter sig til udenrigspolitikken; man kan tale om hhv. en objektiv og en subjektiv forståelse af den nationale interesse.

Den objektive forståelse går ud fra, at et land har visse objektive og permanente interesser, som er uafhængige af beslutningstagernes konkrete interesser og vurderinger, men som de har pligt til at varetage. Det gælder interesser som statens overlevelse, dens territoriale integritet, det politiske systems autonomi over for ydre pres, ligesom magt og prestige er vigtige aspekter. En nyere tendens er tillige at inddrage økonomiske interesser som forsyningssikkerhed og økonomisk vækst.

Den subjektive forståelse af den nationale interesse går ud fra, at der eksisterer visse interesser, som beslutningstagerne faktisk søger at fremme. Her er det altså politikernes værdier, der udgør den nationale interesse.

Både i sin objektive og sin subjektive form er den nationale interesse et problematisk begreb, og det spiller ikke længere nogen væsentlig rolle inden for den udenrigspolitiske teori. Begrebet lever dog videre i praktisk politik som betegnelse for de kerneinteresser, som staterne forfølger i deres udenrigspolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig