Sommerfuglebuske er en slægt af buske og træer i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae). Der kendes 113 arter.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Buddleja
Udbredelsen omfatter det sydvestlige Nordamerika, Mellemamerika og Sydamerika samt det sydlige og østlige Afrika, Den Arabiske Halvø, det sydlige Asien og Ny Guinea. Derudover er sommerfuglebuske forvildet i store dele af Nordamerika og Europa samt i Australien og New Zealand.
Det er løvfældende eller stedsegrønne buske og træer med oftest modsatte blade. Blomsterne er firetallige med rørformede eller fladkravede kroner og sidder i lange, klaselignende stande.
Nogle få arter er hårdføre og kan vokse i Danmark. Det gælder bl.a. sommerfuglebusken (Buddleja davidii), som oprindelig stammer fra det centrale og østlige Kina, men i dag dyrkes i en række forskellige sorter. Den kan blive indtil 3 m høj, men årsskuddene fryser ofte helt tilbage. De violette blomster er duftende og tiltrækker sommerfugle.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.