Faktaboks

Richard Winther
Født
1926
Død
2007

Richard Winther, fotograferet i 2007 af Steen Møller Rasmussen.

.

Richard Winther, 1926-2007, dansk billedkunstner og forfatter; uddannet på Kunstakademiet 1945-57 hos bl.a. Vilhelm Lundstrøm og Aksel Jørgensen.

Richard Winther har i sin kunst bevæget sig i et usædvanlig åbent og handlingsmættet felt; fra konkret, nonfigurativ kunst over eksperimentelt fotografi, happenings og kollektivkunst til et fabulerende, figurativt udtryk i malerier og skulpturer, ofte af selvspejlende karakter og med rige referencer til kulturhistorien, mytologien og det erotiske.

Sideløbende med den kunstneriske produktion, som både Statens Museum for Kunst og Glyptoteket ejer eksempler på, har hans fascinationer, ikke mindst af kvinder, sat sig spor i en personlig litterær produktion, bl.a. digtsamlingen Den nøgenfrøede (1949) og det vildtvoksende værk Den Hellige Hieronymus' Damekreds (1978).

Richard Winther var i 1947 medstifter af Linien II og i 1961 af Den Eksperimenterende Kunstskole. 1980-86 var han professor ved Kunstakademiet. Han fik tildelt Eckersbergs Medalje i 1971, Thorvaldsens Medalje i 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig