Faktaboks

Peter Weiss
Født
1916
Død
1982

Peter Weiss. Maleriet Selvportræt med cirkustelt (Bissekræmmeren) blev til i 1940, få måneder efter Weiss' ankomst som emigrant til Sverige. Samme år vistes hans første maleriudstilling i Stockholm. I begyndelsen af sin karriere så Weiss sig mest som maler; hans udtryksform var den magiske realisme. Han har påpeget mange af sine figurers yderste isolation; den kan også spores i dette selvportræt. Her har alle nogen at tale med undtagen bissekræmmeren Peter Weiss, der vender sig om og ser tilbage. Maleriet er i privateje.

.

Peter Weiss, 1916-1982, tysk-svensk forfatter og maler. Peter Weiss betegnede Auschwitz som det eneste "faste punkt i mit livs topografi".

Med den jødiske herkomst ville hans skæbne have været kz-lejren, hvis ikke han i 1934 var flygtet fra Tyskland med sine forældre. Via London og Prag, hvor han gik på kunstakademiet 1936-38, kom han til Sverige, hvor han fik indfødsret i 1945.

Efter at have slået igennem som maler begyndte Peter Weiss også at skrive, men først i 1960'erne vakte hans prosa genklang. Verdenskendt blev han i 1964 med dramaet Marat/Sade, vendepunktet på kunstneren Weiss' vej fra selvudforskning og selvransagelse til samfundskritik og solidaritet. Stykket tematiserer individuel og kollektiv frigørelse som to sider af samme sag, der gensidigt skal befordre hinanden.

Peter Weiss gjorde op med forestillingen om kunstens autonomi og arbejdede bl.a. i dramaet Die Ermittlung (1965, da. Forundersøgelsen, 1966) om retssagen mod Auschwitz-bødler med autentisk materiale. Derved ville han fremme litteraturens samfundsmæssige brugsværdi.

Mens han som ung forsøgte at gøre en dyd af sin mangel på tilhørsforhold, tog han nu parti for socialismen som den "eneste samfundsorden med et indbygget udviklingspotentiale", men var ikke blind for sovjetsocialismens skyggesider.

Peter Weiss tog især i sit dokumentarteater kampen op mod den globale kapitalisme. Den til dels selvbiografiske roman Ästhetik des Widerstands (1975-81, da. Modstandens æstetik, 1987-88) er Weiss' kunstneriske testamente: en mangestemmig syntese af æstetisk modernisme og socialrealisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig