Mallorca, spansk ø, den største i øgruppen Balearerne i Middelhavet ca. 200 km syd for Barcelona; 3640 km2, 777.821 indb. (2005). Hovedstaden Palma de Mallorca ligger på SV-kysten. Øens befolkning (mallorcanere) er tosproget, catalansk og spansk. Landskabet udgøres af et kalkstensplateau, i den nordvestlige del præget af bjergkæden Sierra de Tramuntaña (dannet i Tertiærtiden) med højeste punkt Puig Mayor (1445 m). Et lavere bjergland findes på sydøstkysten.
Midtøens lave sletteland udgør et frodigt landbrugsområde, der beskyttes mod kolde nordenvinde af bjergene mod nordvest. Kunstvandingsforholdene er gode, da den kalkholdige undergrund har vandførende lag. Landbruget omfatter dyrkning af oliven, vin, citrus, hvede og andre kornsorter samt kvæghold. Ud over landbrug og fiskeri har øen produktion af bl.a. keramik, smykker og møbler (af oliventræ).
Flere steder på øen findes de såkaldte talayots, stenbygninger - flere med tårne - der stammer fra slutningen af bronzealderen og jernalderen (perioden efter ca. 1000 f.Kr.). Fra romertiden er bevaret en bro og ruiner af hovedbyen Pollentia (nær Alcúdia) med bl.a. et teater. Se også Balearerne (historie).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.