Emil Bønnelycke var en dansk forfatter. Han bragte med sine futuristisk inspirerede digtsamlinger Ild og Ungdom (1917), Taarer, Festerne og Asfaltens Sange (alle tre 1918) ekspressionismen ind i dansk lyrik.
I velklingende, rimede og urimede strofer udtrykker hans digte en lysende begejstret, ung og livsforslugen dyrkelse af storby, fart og teknik. De hverdagskendte ting — sporvogne, plakatsøjler, tog og kiosker — bliver besjælet, og Bønnelycke beskriver dem med sanseglæde.
Bønnelycke var søn af en lokomotivfører, og han arbejdede indtil digterdebuten ved DSB. Venskabet med Tom Kristensen var af stor betydning for udviklingen af Bønnelyckes provokerende digtning, og Kristensens har erkendt en gæld til Bønnelycke.
Spartanerne (1919) er den første danske ekspressionistiske roman og et fortælleteknisk eksperiment. Et længselstema, der i de tidlige digte kunne tolkes som ungdommelig drift mod kærlighed og storbyliv, udviklede sig senere i det ret omfattende forfatterskab til en mere traditionel, kristen idealitetssøgen og moraliserende forkyndelse som i romanen Ny Ungdom (1925) og digtsamlingen Københavnske Poesier (1927).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.