Arnold Krog, 1856-1931, dansk arkitekt og maler. Arnold Krog blev uddannet som arkitekt på Kunstakademiet 1874-80 og var ansat hos bl.a. Ferdinand Meldahl.
1885 blev han kunstnerisk leder ved den stagnerende Kongelige Porcelainsfabrik. Hans genoptagelse af det blå underglasurmaleri førte ikke bare til en fornyelse af formerne i det musselmalede porcelæn, men også til et helt nyt dekorationssprog, hvor Japan-inspirerede naturmotiver omformuleredes til en dansk motivverden, der snart gik sin sejrsgang i både Danmark og udlandet.
Krog skabte også en række arbejder i både overglasurdekoreret porcelæn og i sølv, der genoptog hans tidligere interesse for historiske stilarter, især 1700-tallets formsprog.
Til Christian 9. og dronning Louises guldbryllup i 1892 tegnede Arnold Krog en gigantisk borddekoration i en bevæget, rokokoinspireret stil, udført i sølv af A. Michelsens sølvsmedje.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.