Zebrano, handelsnavn for kerneveddet af Microberlinia brazzavillensis og M. bisulcata, der er to arter af op til 40 m høje træer i ærteblomstfamilien, hjemmehørende ved Guineakysten, især i Cameroun og Gabon. Kerneveddet er strågult med mørkebrune eller næsten sorte striber og anvendes som dekorativt finer til møbler (indlæg), paneler, træskæreri mv.