Von Fersen, adelsslægt. Slægten boede oprindelig i Bagpommern og kan føres tilbage til Henning Verssen (d. ca. 1515). Hans søn, Lorenz Verssen (d. 1546), bosatte sig i Estland og grundlagde den vidt forgrenede baltiske linje af slægten. Efter Sveriges overtagelse af Estland 1561 gik flere af slægtens baltiske medlemmer i svensk militærtjeneste, hvor de bl.a. udmærkede sig i krigene mod Danmark. Både militært og civilt opnåede slægten høje poster i den svenske administration, og i 1674 tildeltes fire af medlemmerne friherretitel, deriblandt Hans von Fersens søn, Reinhold Johan (d. 1716), som blev greve i 1712.

Den svenske friherrelige del af slægten uddøde i 1804, mens den grevelige del uddøde på mandssiden i 1839 og på kvindesiden i 1879.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig