Vitiligo, (afledn. af lat. vitium 'fejl'), hudsygdom, der viser sig ved fremkomst af hvide pletter i huden, oftest hos børn og unge. Pigmenttabet, der almindeligvis først bemærkes som skarpt afgrænsede, symmetriske pletter i ansigtet eller på håndryggene, kan forekomme overalt på huden. Pletterne kan langsomt tiltage i størrelse og antal, men spontan gendannelse af pigmenteringen kan forekomme. Pga. pigmentmanglen er der øget følsomhed over for sollys og tendens til solskoldning. Farveændringen skyldes svind af overhudens pigmentholdige celler (melanocytter), formentlig pga. dannelse af antistoffer mod disse celler (se autoimmunitet). Andre sygdomme med autoimmun baggrund, fx stofskiftesygdomme, diabetes mellitus og perniciøs anæmi, kan udvikles hos enkelte. De lyse pletter i huden ved pityriasis versicolor kan ligne vitiligo (se hudsvamp). Intensiv lysbehandling kan undertiden hjælpe i svære tilfælde; solcremer (faktorpræparater) beskytter mod solskoldning.