Visitkort, (fr. carte de visite), personligt håndskrevet eller trykt kort med navn, evt. titel og adresse; kendt fra sidst i 1600-t. i Frankrig, hvor man skrev sit navn på bagsiden af kolorerede spillekort og stak dem i gadedørens nøglehul, når ingen var hjemme. I løbet af 1700-t. blev skikken med navnekort udbredt i hele Europa.

Den store udbredelse af trykte visitkort hænger sammen med borgerskabets skik at aflægge formelle visitter i private hjem. Man gik på uanmeldt visit efter ganske bestemte regler for at hilse på, lykønske, kondolere osv. Visitkortet blev i entréen afleveret til stuepigen, der bragte det til herskabet, før den besøgende blev vist ind i stuen. Var der ingen hjemme, efterlod man kortet som tegn på, at man havde ønsket at opfylde visitetiketten. Kortene blev ofte opbevaret i særlige visitkortbøger eller præsenteret i en visitkortskål.

Brugen af visitkort, fx i erhvervslivet og i den akademiske verden, er siden 1990'erne steget som følge af en voksende interesse for identitet, præsentation og markedsføring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig