Vinduesglas, planglas i flere typer, som anvendes i vinduer. Floatglas dækker 90% af forbruget og fremstilles ved, at flydende glasmasse planes ud på et flydende tinbad. Tidligere anvendtes navnlig trukket maskinglas, som blev fremstillet ved at trække glasset lodret op fra smeltebadet. Valset glas er en fællesbetegnelse for planglas formet mellem stålvalser til mønstrede ornamentglas og trådglas. Støbt glas er udstøbt i forme.

Translucent glas lader lys passere, men hindrer klart gennemsyn, evt. ved at glasset er sandblæst, flussyrebehandlet, matlamineret eller silketrykt. Opalglas er glas med en hvid overflade, som fremkommer ved, at glassmelten tilsættes et kemisk stof. Gennemfarvet glas, fx første generation af solafskærmende glas, fremstilles ved at tilsætte smelten forskellige metaloxider. Belagte glas med tynd metalbelægning kan give energiglas, solafskærmende glas eller selvrengørende glas. Sikkerhedsglas, som hindrer skæreskader efter brud, er lamineret af flere lag glas eller fremstillet af hærdet glas (se glas). Sikringsglas (security), som hindrer hærværk, indbrud, skud og eksplosion, er altid et lamineret glas.

I alt nyt boligbyggeri installeres termoruder med energiglas, der er floatglas belagt (coated) med et "usynligt" metallag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig