venstreorienteret

Artikelstart

Venstreorienteret, forenklet og upræcis samlebetegnelse for et meget bredt sæt af politiske holdninger. Begrebet opstod i forbindelse med Den Franske Revolution 1789, da de, der var for revolutionens politiske principper, samlede sig til venstre for Nationalforsamlingens formand, og de, der var imod, til højre.

I politisk henseende forbindes begrebet venstreorienteret oftest med det at være modstander af den herskende sociale, økonomiske, politiske og moralske orden; i konkrete tilfælde dog hyppigst med det at være tilhænger af den socialistiske ideologi i en af dens mange revolutionære eller reformistiske varianter. Samfundet opfattes som grundlæggende klasseopdelt, og målet er at skabe et solidarisk samfund, som er præget af udstrakt økonomisk, social og politisk lighed til gavn for de resursefattige samfundsgrupper. Midlet kan være gennem revolution at afskaffe den private ejendomsret og det frie marked eller gennem lovgivningsreformer gradvis at opbygge en offentlig sektor, der sætter rammer for udøvelse af den private ejendomsret og markedsøkonomiens frie udfoldelse og ved beskatning og sociallovgivning omfordeler samfundets værdier til fordel for de mindrebemidlede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig