vævsfarvemetoder

Vævsfarvemetoder, metoder til farvning af væv i tilslutning til vævsundersøgelse, således at forskellige vævsbestanddele kan skelnes fra hinanden ved lysmikroskopi. Metoderne anvendes i mikroskopisk anatomi og patoanatomi. Farvningen foretages på tynde snit af paraffinindstøbt væv eller på udstrøgne præparater af blod, knoglemarv, sekreter eller væv udsuget ved finnålsbiopsi.

Den hævdvundne farvemetode, som har været anvendt siden slutningen af 1800-t., er farvning med hæmatoksylin og eosin, som tillader at skelne mellem cellekerner og cytoplasma. På lignende måde kan andre farvninger påvise bindevævets forskellige bestanddele, og metalimprægnering med guld- og sølvsalte anvendes til undersøgelse af nerveceller. Bakterier og andre mikroorganismer kan påvises ved anvendelse af farver, der har særlig tendens til at binde sig til specifikke mikroorganismer.

Ved celleprøve af celler fra livmoderhalsen anvendes en særlig farvemetode anvist af G. Papanicolaou i 1928.

Fedtstoffer kan ikke påvises i paraffinsnit, fordi fedt opløses under præpareringen. I stedet anvendes frysesnit, som behandles med fedtopløselige farver.

Siden 1970'erne anvendes meget fintmærkende metoder, hvormed kemiske komponenter i vævet kan identificeres (se histokemi), herunder også den lokale aktivitet af enzymer. Proteinhistokemien er udviklet stærkt efter indførelse af immunologiske metoder, der beror på behandling af vævssnittet med antistoffer fremstillet mod et specifikt protein eller sukkerstof. Tilstedeværelsen af og lokalisationen af proteinet eller sukkerstoffet kan afsløres ved at koble et fluorescerende molekyle til det tilsvarende antistof og undersøge præparatet i et fluorescensmikroskop eller ved at koble antistoffet til et enzym, der fremkalder en farvereaktion, der er synlig i et lysmikroskop.