Vårfluer
Larven af den lille vårflue Silo pallipes lever i vandløb. Den bygger sit hus af sand med 2-4 småsten på hver side; de tynger huset ned og mindsker risikoen for at blive skyllet væk af strømmen.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Vårfluer er en orden af insekter med fuldstændig forvandling. Der kendes ca. 10.000 arter, hvoraf mere end 165 arter er fundet i Danmark.

Faktaboks

Også kendt som

Trichoptera

De er sommerfuglenes nærmeste slægtninge, og de primitiveste nulevende vårfluer har kun fjernet sig lidt fra den sidste fælles stamform for de to grupper. Selv de primitiveste vårfluer er dog specialiserede ved at have larver, som lever i ferskvand og har et lukket trakésystem (se trakéer); deres ekstremt reducerede følehorn er også karakteristiske. Forpupningen foregår i vandet, og det voksne dyr svømmer til overfladen, inden puppehuden afkastes.

Voksne vårfluer er oftest middelstore insekter med et vingefang på normalt et par cm, hos den største danske art op til 6 cm; deres hårede forvinger har typisk et brunligt pigmentmønster, mens bagvingerne er ensfarvede og klare. De er normalt aften- eller nataktive og indtager kun lidt vand og måske nektar, honningdug e.l., som opsuges med den karakteristiske blødhudede og udkrængelige "snabel" (haustellum).

Larvernes levevis varierer. Flertallet (familiegruppen Integripalpia) bygger transportable huse af plantestumper, sten m.m. og æder plantedele, algebelægninger etc. I en anden hovedgruppe (Annulipalpia) lever larverne i stationære silkerør og æder alger m.m., eller de bygger net til fangst af småorganismer eller større dyr. De algeædende larver af "mikrovårfluerne" (Hydroptilidae) er i de første larvestadier fritlevende, i de sidste husbyggende; de voksne dyr er her møllignende, ofte med vingefang under 1 cm. Hos et par familier, i Europa Rhyacophilidae, er larverne fritlevende rovdyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig