Urinstof, CO(NH2)2, er et farveløst og lugtfrit krystallinsk stof , der kan dannes ud fra ammoniak og carbondioxid. Det har et smeltepunkt på 133 °C. Med et vægtindhold af kvælstof (nitrogen) på ca. 46 % er det en meget koncentreret gødning; pga. udstrakt anvendelse i ulande er urinstof globalt set den vigtigste kvælstofgødning.

Faktaboks

Også kendt som

urea, carbamid,

Urinstof anvendes desuden i kvægfoder, til fremstilling af urinstof-formaldehyd (til fx lim, se urea-lim), som vejsalt og som den aktive ingrediens i mange fugtighedscremer.

Fysiologi

Urinstof er det kvantitativt vigtigste produkt i kvælstofudskillelsen hos de fleste landlevende hvirveldyr, herunder mennesket. Insekter og fugle derimod udskiller urinsyre. Urinstof dannes i leveren hos alle hvirveldyr (bortset fra de moderne benfisk) i forbindelse med nedbrydning af kvælstofholdige forbindelser, især aminosyrer. Ved fjernelsen af kvælstof fra aminosyrer frigøres primært ammoniumionen, (NH4+), som er giftig for centralnervesystemet og derfor ikke må undslippe fra leveren til blodkredsløbet.

Vandlevende dyr som fx benfisk afgiver ammoniak direkte til omgivelserne, mens landlevende dyr vha. enzymer i leveren omdanner NH4+ til urinstof, som er ugiftigt, vandopløseligt og udskilles med urinen. Ved nedsat leverfunktion kan koncentrationen af ammoniumioner i blodet stige, så centralnervesystemet lammes, og bevidstløshed (leverkoma) følger. Se også ekskretionsorganer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig