Tv (Tv-genrer), Tv har siden 1950'erne udviklet en lang række genrer. De er inspireret af radioens genrer, af avisjournalistikken, teater, film og litteratur, men tilpasset tv-mediets særlige krav og programflade. Tv's udbud kan inddeles i tre hovedgenrer: fakta-, underholdnings- og fiktionsudsendelser.

Faktagenren er først og fremmest nyhedsudsendelser, som i alle tv-kulturer er blevet det centrale medie for lokale, nationale og globale nyheder. Den omfatter desuden informative magasinprogrammer om bl.a. politik og kultur, fx det danske udenrigsmagasin Horisont (1960-74 og igen fra 1994), filmmagasinet Bogart (fra 1985) og det amerikanske Meet the Press (1947-65). Dokumentarprogrammer hører også til faktagenren. De behandler bl.a. historiske emner og aktuel dokumentation. Dokumentarudsendelser er i de senere år blevet suppleret med underholdningspræget reality-tv og infotainment, dvs. blandingsprogrammer, hvor både journalistik, debat og underholdning indgår (se dokumentarfilm).

Underholdningsgenren indbefatter quizzer og game-shows, der var med til at skabe tv's store popularitet allerede i 1950'erne, og varieté-shows med populære værter og komikere samt musikalske shows. I 1990'erne blev talkshows med både kendte og såkaldt almindelige mennesker udbredt. En markant underholdningsgenre er tv-satire, fx det legendariske danske Hov-Hov (1968-70).

Fiktionsgenren på tv omfatter tv-spil, tv-film og ikke mindst tv-serier. Serieformatet kendes fra andre medier, men er mest udviklet på tv. Serierne fordeler sig på genrer, som også kendes fra film og teater, fx westerns, krimier, komedier, melodramaer og historiske føljetoner. En særlig genre med stor udbredelse på tv har været docu-dramaet. Specielt inden for den skandinaviske public service-kultur har børne- og ungdomsprogrammer været højt prioriteret.

Læs om de forskellige tv-genrer i underemnerne herunder, gå til afsnittet om programproduktion eller læs om tv generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig