Turmalin, (af singalesisk toramalli 'karneol' og -in), gruppe af mineraler, der anvendes som smykkesten. Farven kan være sort, grøn, blå eller rød, ofte flere farver i en enkelt krystal. Den kemiske sammensætning er (Na,Ca)(Mg,Fe,Li,Al)3(Al,Cr,Fe)6 (BO3)3Si6O18(O,OH,F)4. Mineralerne krystalliserer trigonalt i trekantede, prismatiske krystaller, hårdheden er 7-7,5, og massefylden 3,0-3,2 g/cm3. Turmalin findes i pegmatitter, granitter og metamorfoserede bjergarter og omfatter mineraler som fx dravit, schorl og elbait.