Sterlingområdet, valutarisk område, som opstod i forbindelse med sammenbruddet i det internationale guldfodssystem i 1931; afvikledes i 1979. Området omfattede dels en række selvstændige lande i Det Britiske Statssamfund, The Commonwealth of Nations, dels britiske kolonier. Deltagerne opretholdt en fast kurs over for den britiske valuta pund (pund sterling) og holdt overvejende deres valutareserver i pund. Til gengæld nød deltagerne godt af at være undtaget fra britisk valutaregulering, og de bevarede fri adgang til det finansielle marked i London. Med Storbritanniens store devaluering i 1949 og landets aftagende rolle i verdensøkonomien forsvandt attraktionen ved området gradvis frem til Storbritanniens afvikling af sine valutarestriktioner i 1979.