Socialt forsvar, défense sociale, kriminalpolitisk bevægelse, der i begyndelsen af 1900-t. udvikledes som reaktion mod den såkaldte klassiske strafferetsskole. Efter denne nye positive skole er straffesystemets vigtigste opgave at beskytte samfundet mod kriminalitet. Dette kan bedst gøres gennem et dualistisk sanktionssystem, som både omfatter egentlige straffe og forskellige beskyttelses- og sikkerhedsforanstaltninger. Den vigtigste straf er fængselsstraffen, men denne kan i mange tilfælde erstattes af forskellige resocialiserende eller uskadeliggørende sanktioner. I hvert enkelt tilfælde skal dommeren altid kunne vælge den sanktion, som er bedst egnet til både at resocialisere den dømte og beskytte samfundet mod ny kriminalitet. Strafudmålingen skal altså være individuel og tage udgangspunkt i lovovertræderens personlige behov og farlighed. Den internationale bevægelse for socialt forsvar blomstrede ca. 1910-70 og betonede senere stærkt kriminalpolitikkens ansvar for det enkelte individ, idet den anså det for samfundets opgave at beskytte borgerne mod at blive lovovertrædere. Endvidere understregedes det, at lovovertræderen er en person, som uforskyldt er havnet i vanskeligheder, og at der skal gøres alt for at resocialisere vedkommende.