Snegl, transportsnegl, snekke, roterende maskinelement med skrue-, spiral- eller snegleformet geometri. Ved at rotere sneglen i et tilhørende rør kan løst materiale eller væske skubbes igennem røret. Typiske anvendelser er i kødhakkemaskiner, maskiner til korn- og granulattransport, ekstruderingsmaskiner til plast og vandingsanlæg. I specialudformning anvendes snegle som drivskruer til overførsel af bevægelse mellem to krydsende aksler i snekkegear og snekkedrev.