Slægtshistoriske foreninger, i reglen lokale foreninger, hvis medlemmer har en fælles interesse i slægtshistorie. Den første blev oprettet i Aarhus 1957 efter et aftenskolekursus i slægtsforskning for at bevare kontakten og arrangere foredrag og studieture til arkiverne. Foreningen dannede snart forbillede for foreninger over hele landet. Siden 1981 er disse organiseret i Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger, SSF, med 37 tilsluttede foreninger med ca. 3800 medlemmer i 2012. SSF udgør en sektion i Dansk Historisk Fællesråd, varetager medlemmernes interesser over for myndighederne, arrangerer hvert år tematiske weekendkurser på højskoler og står bag tidsskriftet Slægten.

De slægtshistoriske foreninger har været stærkt medvirkende til udbredelsen af slægtshistorie i Danmark på et generelt højt niveau. Foruden de lokale foreninger findes to landsdækkende, Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie og DIS-Danmark (Databehandling i Slægtsforskning), der udgiver Slægt og Data, samt foreninger for enkeltslægter som Bjerreslægten og Glahnsamfundet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig