Skivesvampordenen, Helotiales, svampeorden med antagelig langt over 1000 arter alene i Danmark. Skivesvampe minder i deres opbygning om bægersvampe, men er oftest mindre og frigiver sporerne, ascosporerne, gennem en pore i sporesækken, ascus. Mange arter foretrækker at vokse på døde stængler af græsser og urter, grene og nåle. Slægter som Bisporella, Hymenoscypha og Poculum lever saprofytisk af dødt væv. Andre skivesvampe er parasitter og gør en del skade på dyrkede planter, fx lærkekræftsvamp, Lachnellula willkommii.