signaloverførsel

Artikelstart

Signaloverførsel, signaltransduktion, biologisk betegnelse for den proces, hvor et kemisk eller mekanisk signal, der når en celles ydre, forstærkes og omdannes til en aktivitet inde i cellen. Som eksempler på stoffer, der formidler signaler, kan nævnes hormoner hos planter og dyr (se også signalstoffer).

Hos en plante finder signaloverførsel sted, når denne modtager et signal, som ændrer niveauet af specifikke regulatoriske proteiner (transkriptionsfaktorer), hvilket igen resulterer i ændringer af, hvor meget et givent sæt af gener udtrykkes. Signalet kan være et udviklingsbestemt signal fra selve planten, ofte et hormonsignal, der fortæller, at nu er det tid til fx at sætte blomster. Signalet kan i andre tilfælde komme fra omgivelserne, fx i form af signalmolekyler udskilt fra en svamp, der er ved at invadere planten.

Signaloverførselsvejen fra det primære signal til den specifikke cellulære respons involverer ofte flere sekundære signaler som fx Ca2+-ioner og cyklisk AMP, der medvirker til at forstærke det primære signal. Signaloverførslen initieres ved binding af det primære signalmolekyle til et receptorprotein. Receptorproteinet i cellen kan i sig selv være en transkriptionsfaktor eller en kinase. Receptorproteiner, der er lokaliseret på celleoverfladen, aktiverer ved binding af signalmolekylet en kaskade af proteiner som fx G-proteiner, Ras- og Rafproteiner, kinaser, fosfataser og fosfolipaser. Inden for planteverdenen er kun ganske få receptorproteiner identificeret. Disse er bl.a. ethylenreceptoren, som er en receptorkinase, brassinosteroidreceptoren, der er et receptorprotein på celleoverfladen, samt adskillige Ca2+-afhængige proteinkinaser. Kendskabet til dette er opnået ved at screene for mutanter i signaloverførselsveje og ved at undersøge for tilstedeværelse af receptorproteiner med homologi til proteiner, som allerede er kendt fra dyreverdenen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig