Seneskedebetændelse, tendovaginitis, tendovaginit, tendosynovitis, irritationstilstand (inflammation) i en seneskede, fx ved håndled, fodled eller på skulderens forside ved bicepssenen. Seneskedebetændelse fremkommer ofte ved overbelastning, fx langvarig brug af mus ved computerarbejde. Den kan desuden ledsage gigtsygdomme, fx leddegigt.

Faktaboks

Også kendt som

tendovaginitis (ordet tendovaginitis er nylatin, afledt af tendo 'sene', vagina 'skede' og -itis).

Symptomerne er smerter, ømhed og evt. synlig hævelse. I nogle tilfælde kan man høre eller mærke en knitrende lyd ved bevægelse af senen. I andre tilfælde kan fortykkelse af seneskeden medføre besvær med at bevæge senen og give anledning til en springfinger.

Behandlingen er først og fremmest ophør med arbejde, som overbelaster senen. I nogle tilfælde kan behandling med gigtlægemidler eller en indsprøjtning med betændelseshæmmende binyrebarkhormon afkorte forløbet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig