Samfundsorden, begreb, der bruges enten om et samfunds (en stats) legitime ordning, dvs. indbegrebet af dets lovbestemte magtstruktur, dets administrative struktur og dets institutioner (fx domstole, ejendomsret), eller om indbegrebet af dets sociale struktur og klasseopdeling.

I begge tilfælde opretholdes samfundsordenen i kraft af, at den er dirigerende for samfundsborgernes sociale handlinger. Denne dirigering sker ved anvendelse af samfundets legale magtmidler, ved trusler om retslige, moralske og evt. religiøse sanktioner og ved ideologisk, pædagogisk og evt. religiøs prægning.

I den politisk-filosofiske og ideologiske debat er det traditionelt venstrefløjens synspunkt, at samfundsordenen er en rationel orden, som er institutionaliseret ovenfra af statsmagten, mens højrefløjen traditionelt opfatter samfundsordenen som groet frem nedefra og derfor som et resultat af en historisk udvikling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig