romersk navngivning

Artikelstart

Romersk navngivning, i klassisk tid havde mænd med fuld romersk borgerret i alt fem komponenter i deres navn: fornavn (praenomen), fx Marcus; slægtsnavn (gentilicium eller nomen), fx Tullius; filiation, dvs. angivelse af, hvem faderen var, fx Marci filius 'søn af Marcus'. Derefter angav man, hvilken tribus ('valgkreds') man tilhørte, fx tribu Cornelia, og endelig et cognomen (tilnavn), fx Cicero, som angav, hvilken gren af slægten man tilhørte. Normalt opgav man kun tre af disse navne (tria nomina) som indikering af sin retslige status, i dette eksempel Marcus Tullius Cicero.

Frie kvinder, som ikke var indskrevet i nogen tribus, da de ikke havde stemmeret, havde også tre navne, selvom fornavnet sjældent nævnes. Man benyttede her slægtsnavnet i hunkøn. Ciceros datter hed således Tullia. Som cognomen benyttedes ofte et betydningsbærende, fx Secunda eller Tertia (nummer 'to' eller 'tre') eller minor eller major (den 'mindre' eller 'større', dvs. yngre eller ældre).

Ikke-romerske borgere havde kun et eller eventuelt to navne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig