romersk møntvæsen

I det ældste Rom blev får og okser brugt som fælles værdimål (jf. lat. pecunia 'penge', af pecus 'kvæg'); mere specifikt anvendtes rå bronzestykker, aes rude, evt. bronzebarrer med støbt dekoration som betalingsmiddel efter vægt. Først i begyndelsen af 200-t. f.Kr. begyndte det romerske senat systematisk at udstede egentlige mønter. Den tidligste kontinuerlige møntudstedelse (fra 289 f.Kr.) var støbte bronzemønter til lokalt brug, aes grave, hvis værdi ligesom aes rude hvilede på metalværdien; hovedmønten, en as, vejede omtrent et romersk pund, 324 g. Dette primitive system blev snart utilstrækkeligt, efterhånden som Rom ekspanderede i Syditalien, hvor de græske bystater i århundreder havde haft et udviklet møntsystem, baseret på prægede sølvmønter. De første romerske sølvmønter blev præget omkring 310-300 f.Kr., men en betydelig og kontinuerlig romersk sølvudmøntning ses først fra 270'erne f.Kr., da Rom førte krig mod Tarent i Syditalien. Disse mønter fulgte den lokale græske standard: didrakmer a ca. 7,25 g; senere typer af disse kaldes også quadrigater efter bagsidens motiv med Jupiter i en firespandsvogn, quadriga. Under Den 2. Puniske Krig (218-201 f.Kr.) medførte Roms voldsomme pengebehov bronzesystemets sammenbrud.

Ved en gennemgribende møntreform 212-211 f.Kr. blev bronze og sølv integreret i et system efter den romerske vægtstandard: Quadrigaten blev erstattet med denaren, en sølvmønt med en vægt på ca. 4,5 g (efterhånden faldende til under 4 g), der blev kernen i møntsystemet i de følgende 400 år. Fra da af og republikkens tid ud ses også sporadiske udmøntninger af guldmønter. Denarens værdi var 10 as, der var lig 4 sestertser, og dens nominelle værdi svarede nogenlunde til metalværdien; ligeledes udstedtes sølvmønter til en værdi af 5 as, quinar, og 2¹/₂ as, sesterts. Kort efter midten af 100-t. f.Kr. indførtes et nyt bytteforhold antagelig i et forsøg på at vende tilbage til det gamle værdiforhold mellem sølv og bronze: 1 denar a 4 sestertser a 4 as a 4 quadrantes. Herefter blev bronzeudmøntningen sporadisk og ophørte helt fra 80'erne f.Kr. I løbet af 1. årh. f.Kr. forsvandt statens symboler fra mønterne for at blive erstattet af motiver og indskrifter, der i stedet glorificerede møntembedsmændene og deres slægter samt tidens store politiske personligheder. Som en konsekvens af denne udvikling benyttedes kejsertidens møntmotiver konsekvent til propaganda for kejserens familie og hans styre, og kejserens portræt, undertiden kejserindens eller andre familiemedlemmers, pryder næsten altid mønternes forside.

Under kejser Augustus nyordnedes møntvæsenet med denaren som hovedmønt og jævnlig udstedelse af guldmønt, aureus (a 25 denarer); ligeledes genoptoges udstedelsen af denominationer i kobber — as (1/16 denar), semis (¹/₂ as), quadrans (¹/₄ as) — og messing — sesterts (4 as), dupondius (2 as). Allerede i løbet af 1. årh. e.Kr. ophørte udmøntningen af semis og quadrans som følge af inflationen, og parallelt hermed blev denaren blandet med stedse mere kobber, særlig i løbet af det senere 100-t. Ca. 212 afstedkom inflationen, at denaren som hovedmønt erstattedes af dobbeltdenaren, den såkaldte antoninian; kort efter forsvandt denaren. I løbet af 200-t. blev antoninianen i tidens almindelige finanskrise med galoperende inflation en ren kobbermønt, og andre møntenheder end denne og aureus, der bevarede sin lødighed og dermed forhindrede et totalt sammenbrud i tilliden til mønterne, forsvandt. Et nyt møntsystem indførtes under Diokletian ca. 296, men trods kejserens store løn- og prisstop i 301 fortsatte inflationen, og først med indførelsen under Konstantin 1. den Store ca. 310 af en ny guldmønt, solidus, som en tillidsskabende overmøntenhed blev møntvæsenet og inflationen stabiliseret. Efter nogen udmøntning af sølvmønt, siliqua, i det senere 300-t. hvilede møntsystemet derefter udelukkende på udmøntning af guld og skillemønt i bronze.

Samtidens germanere inklusive det nuværende Danmarks indbyggere i romersk jernalder havde ikke et egentligt mønt- eller pengesystem, og de romerske mønters værdi i disse områder har altovervejende været baseret på metalværdien. De danske fund, ca. 4000 romerske mønter (1999), består næsten udelukkende af mønter i ædelmetal, hovedsagelig denarer fra 1. og især 2. årh. e.Kr.; dog er der gjort enkelte fund af kobber- og messingmønter, der måske er hjembragt som souvenirs. Romerske sølvmønter i Danmark er ofte stærkt slidte; de danske germanere har været i stand til at erhverve ældre denarer af bedre lødighed end de samtidige, der var i omløb inden for Romerriget. De i forhold til denarerne relativt fåtallige romerske guldmønter er ofte i Danmark blevet omarbejdet ved gennemboring eller påsættelse af øsken til brug som smykker. Ud over metalværdien har også mønternes motiver vakt opsigt i Danmark, som det ses af de lokalt fremstillede brakteater. Et hovedfundsted for romerske mønter har i 1990'erne været den rige jernalderlokalitet ved Gudme på Fyn.