Postpalatal, (af post- og afledn. af lat. palatum 'gane'), sprogvidenskabelig betegnelse for en lyd, der dannes mellem mellemtungen og den bageste del af den hårde gane. Dansk k og g betegnes almindeligvis som velære (se velar), men foran fortungevokaler er de snarest postpalatale, fx kilde, gilde; ellers er de palatovelære, dvs. dannet på overgangen mellem den hårde gane, palatum, og den bløde gane, velum.