Pityriasis rosea, (2. ord af lat. roseus 'rødlig', af rosa 'rose'), forbigående hududslæt, der viser sig som udbrud af talrige, 1-5 cm store, ovale, gulligrøde pletter med en fin skælkrave i randen, lokaliseret symmetrisk på krop og overarme. En enkelt større plet (primærmedaljon) kan være til stede en til to uger før fremkomsten af de øvrige pletter. Intensiv vask og badning kan medføre forværring og kløe. Udslættet, der svinder i løbet af 4-8 uger, forekommer især hos unge voksne, undertiden i mindre epidemier og skyldes muligvis infektion med et herpesvirus (HHV-7).