Pianola, (afledt af piano), selvspillende klaver, opfundet i USA 1897. Det første pianola var formet som en forsats, der anslog et normalt klavers tangenter, men senere blev mekanismen indbygget. Tangenterne aktiveres, ved at luftstrømme, der pumpes ind i instrumentet med pedaler, passerer perforerede papirruller (pianoruller). Pianolaet var populært på caféer og i hjemmene indtil ca. 1930, da det afløstes af radio og grammofon.