Panslavisme, (1. led pan-, se pan(to)-), oprindelig en national vækkelsesbevægelse blandt de syd- og vestslaviske folk inden for Det Habsburgske Rige. Den opstod i 1820'erne blandt slovakiske, tjekkiske og kroatiske intellektuelle med krav om større kulturel frihed inden for riget. Den vestslaviske panslavisme havde primært som formål at skabe et kulturelt værn mod de pangermanske idéer, der fra 1840'erne med udgangspunkt i Preussen ønskede at samle alle tysksprogede i et nyt tysk rige. Disse idéer rejste spørgsmålet om, hvad der i så fald skulle ske med de slaviske dele af Det Habsburgske Rige. Det er i dette lys, den første panslaviske kongres i Prag i sommeren 1848 skal ses. Det viste sig imidlertid vanskeligt at samle de slaviske folk omkring et fælles program. I sin anden fase, dvs. fra 1860'erne (den anden panslaviske kongres afholdtes i Moskva 1867) op gennem 1870'erne, blev panslavisme mere og mere synonymt med den russiske slavofile ideologis anvendelse som redskab i Ruslands udenrigspolitik. Præget af navne som F.M. Dostojevskij, M.N. Katkov (1818-87) og N.J. Danilevskij (1822-65) udviklede panslavismen sig til en ideologi, der ved at understrege Romanovdynastiets og den ortodokse kirkes rolle primært henvendte sig til ortodokse slavere. Der var dermed skabt ideologisk basis for en russisk udenrigspolitik, der som formål havde at befri alle slavere fra deres vantro osmanniske undertrykkere og lægge dem ind under ortodoksiens og den russiske selvherskers vinger.